Træn individuelt - sammen med andre

Holdet henvender sig til dig, som ønsker superviseret og individuel træning, hvad enten det tager udgangspunkt i en specifik problematik/diagnose eller blot er et ønske om at få en bedre fysik og forebygge livsstilssygdomme, knogleskørhed, faldulykker med mere.

Du har måske brug for praktisk støtte, motivation, faglig viden eller inspiration til at optimere din træning. 

Du skal have en henvisning fra lægen, før du kan starte på holdet. Du skal være udredt af en fysioterapeut her, således at der kan blive sat mål og lagt en plan for din træning.

Formålet er at sikre et godt grundlag for en effektiv og relevant træning, som tager udgangspunkt i de mål, der er fastlagt i fællesskab mellem fysioterapeuten og dig. Målet vil ofte være at opnå en kombination af øget styrke, udholdenhed/kondition og balance/stabilitet. Disse tre faktorer er essentielle i forhold til behandling og forebyggelse af de fleste problematikker, uanset om det tager udgangspunkt i smerter og/eller problemer med at udføre dagligdags aktiviteter.

Der er forsket rigtig meget i effekten af diverse former for træning i relation til både fysisk og mentalt helbred og velvære, og det har således været almen kendt i mange år, at regelmæssig motion og en generel god fysisk form er en af hjørnestenene i sund livsstil. Fysisk træning giver både energi og en bedre nattesøvn, sætter forbrændingen i vejret, virker smertedæmpende, fremmer hormonbalancen, styrker immunforsvar og knogler, frigiver endorfiner og forebygger en lang række sygdomme - for bare at nævne nogle af de positive effekter.

Træningen foregår i vores træningscenter, hvor du vil få lagt et program til at træne i vores styrke- og konditionsmaskiner. Derudover vil der efter behov og ønske blive instrueret i individuelle øvelser med brug af diverse redskaber. Disse øvelser kan foregå sammen med nogle af de andre holddeltagere, men uanset hvad tilstræbes det, at der også er hyggeligt med de andre deltagere på holdet. Dit træningsprogram vil løbende blive tilpasset, så det passer til dit aktuelle niveau.

Det anbefales, at du så vidt muligt deltager to gange om ugen - eksempelvis mandag og onsdag eller tirsdag og fredag - men der er fuldstændig valgfrihed til at sammensætte de dage, som passer dig bedst. Varigheden er 55 minutter Der er løbende optag på holdene, og forløbet er ikke tidsbegrænset.

Vi har hold hver dag.